FB-fotos6.jpg

Team Fjelsteds fire mand slog Region Vardes fem kørere

08-09-2017

Trods Frederik Jakobsen ude med hjernerystelse og bagud midtvejs, så vendte Team Fjelsted til sejr mod de regerende danske mestre i Metal Speedway League.

Der var mere af den modgang og de skader, som har præget Team Fjelsteds sæson, hvor specielt foråret var hårdt. Og da holdet efter seks heats var bagud med fire point, 16-20, og holdets vigtigste mand i efteråret, Frederik Jakobsen, var ude med hjernerystelse efter et styrt, så så tingene håbløse ud. Men så var der fire mand, som rankede ryggen, og så vandt Peter Kildemand, Anders Thomsen, Patrick Hougaard og Christian Thaysen over Region Varde Elitesports fem mand, og alle fire kørere scorede tocifrede antal point til en sejr på 46-38.

- Det var en stærk præstation af de fire kørere. Vi blev enige om, at Frederik så tit havde reddet os, og nu måtte vi så redde ham og sejren, når nu han var ude, siger sportschef Morten Svendsen, hvis humør dog bar præg af Jakobsens styrt.

- Det er jo samme sang om igen med skader, og så ville jeg gerne have haft bonuspointet, selvom det krævede en stor sejr. Det er nok utaknemmeligt, at jeg ikke er mere glad for sejren, for bagud med fire point efter seks heats, da havde jeg nok gerne solgt matchen for en sejr med fire kørere, erkender Svendsen, som håber, at Frederik Jakobsen snart er tilbage.

Region Varde Elitesport fik 11 point fra både Mads Korneliussen og Troy Batchelor, mens Mikkel Bech Jensen lavede 9. Region Varde er stadig 2’er i grundserien, og kan ikke blive dårligere end nummer 3. Nummer 2 går direkte i finalen, mens nummer 3 får hjemmebane i semifinalen, og fem hold har længe kredset om den økonomisk attraktive tredjeplads, uden at den endnu er afgjort, hvilket først sker i sidste runde, som på grund af udsatte matcher er blevet på onsdag, blot to dage før semifinalen.

Team Fjelsteds Christian Thaysen blev Dagens Metalfighter foran de 750 tilskuere på Fjelsted Speedway Center.

- Alle laver point, men hans 10 point som D-kører tipper det til vores fordel. Efter hans første to heats, havde han på sædvanlig vis startet langsomt ud, og jeg måtte give en opsang, men så tog han fat og gjorde en forskel, siger sportschefen om sin Metalfighter.

Resultater fra matchen:

TEAM FJELSTED 46

Peter Kildemand 13

Frederik Jakobsen 1

Anders Thomsen 11

Patrick Hougaard 11

Christian Thaysen 10

Sportschef: Morten Svendsen

REGION VARDE ELITESPORT 38

Mads Korneliussen 11

Mikkel Bech 9

Troy Batchelor 11

Mikkel B. Andersen 2

Mads Hansen 5

Holdleder: Steven Andersen 

Kontakt os
Luk messenger