FB-fotos9.jpg

Team Fjelsted, Esbjerg, Holsted eller Holstebro? Et brag af en DM-semifinale køres fredag aften

14-09-2017

Det ligner en helt åben DM-semifinale i Metal Speedway League fredag aften, hvor fire hold kører om to pladser i næste uges DM-finale. Semifinalen køres på neutral bane i Varde, og sendes live på TV 2 SPORT.

Team Fjelsted, Esbjerg Vikings, Holsted Tigers og Holstebro Elite. Det er feltet, når der fredag aften dystes i DM-semifinalen i Metal Speedway League, og hvor der kun er to pladser til DM-finalen på onsdag i Slangerup.

Regnen aflyste de sidste to matcher i grundserien onsdag aften, og derfor tog Region Varde Elitesport den sidste direkte finaleplads til næste uges finale i Slangerup med fire hold. Det betød samtidig, at Team Fjelsted sikrede sig værtskabet for morgendagens semifinale, men da fynboerne ikke har lys på banen, så har værterne lejet sig ind hos Region Varde Elitesport, hvorfor semifinalen køres på neutral bane i form af Varde Motor Arena.

- Det giver ikke samme tryghed, som hvis det var hjemme. Allerhelst ville vi have kørt onsdag aften, for at gå direkte i finalen, men når det er sagt, så skal vi have niveauet til at tage en af de to pladser i morgen, siger Team Fjelsteds sportschef Morten Svendsen.

- Og jeg tror også på, at vi tager en af de to pladser. Det skal vi, og det er ok for os, at vi skal køre i Varde, siger han, som vanen tro møder op med Danmarks pt. Enlige Grand Prix-kører Peter Kildemand som frontfigur, men stadig afventer den sidste plads på grund af en skade.

Esbjerg Vikings er handicappet af, at Niels Kristian Iversen stadig er skadet, og blandt andet det har kostet vestjyderne en nedtur i efteråret, hvor formen ikke har været som i foråret.

- Trods skader og problemer, så synes jeg, at vi har et ok hold, og i hvert fald det stærkeste, som vi kan stille. Vi har Tim Sørensen på 17 år og Rune Holta på 44, så det er interessant på mange måder, og det er selve semifinalen også. Os og Holsted har fået en røvfuld på banen i Varde i år, og det er faktisk kun lavest rangerede Holstebro, som har vundet der, så det er da interessant, siger Esbjergs holdleder Ib Pedersen, som gerne vil i finalen for sjette år i træk.

Ib Pedersen peger på, at med fire hold i stedet for de normale to, så giver én kører fra hvert hold per heat noget helt andet speedway, end når man kører to og to.

- Man skal være lidt mere klar i spyttet og mere egoistisk. Jeg kan godt lide de traditionelle holdkørere, som hjælper hinanden, men fredag aften bliver det mere egoistisk ræs, hvor man skal give gas, og det kan jeg godt lide, og det bliver underholdende at se. Jeg glæder mig virkelig til semifinalen, siger Pedersen.

Holsted Tigers ser positivt med mulighederne, siger holdleder Thomas Baastrup.

- Der bliver fart på i morgen, sådan for alvor. Nu er det mere individuel speedway, og der tror jeg faktisk, at vi står godt. Vi har folkene, som kan gøre det i morgen, og det bliver en god semifinale, siger Baastrup, som blot er ærgerlig over den forvirrende optakt, hvor det først i går faldt på plads, at man skulle køre i Varde.

- Det er svært at melde et hold ind, når man ikke ved, hvor man skal køre, men nu ser vi fremad mod semifinalen, hvor alt er åbent, siger han.

Holstebro Elite kom fra baghjul og sikrede sig den sidste semifinaleplads, og her føler man, at man har alt at vinde.

- Det at være med, er en sejr for os. Jeg kan ikke se, hvad vi kan tabe, efter at vi kom helt fra baghjul. Alle kørerne glæder sig, og vores sejr netop i Varde for nylig, hvor vi vandt i allersidste heat, har givet hele holdet stor selvtillid. Vi kommer med super optimisme, glæde og gejst, siger Holstebro-holdleder Erik Villadsen, som ærgrer sig over, at han ikke kan stille med Emil Pørtner i stedet for Lasse Pørtner.

- Han er 20 pct. bedre for tiden, men der er gået bureaukrati i det omkring reglen om, hvorvidt han har kørt matcher nok, og hvornår det skulle gøres. Det er ærgerligt, at det koster et 17-årigt talents deltagelse i en DM-semifinale, og os muligheden for at stille det stærkeste hold, som man jo bør i en semifinale Lasse er endnu ikke 100 pct. efter en skade, men han har lovet mig at give alt hvad han har, og det ved jeg, at han vil gøre, siger Villadsen, som kommer med et formstærkt hold anført af Kenneth Bjerre, og råder over fire mand, som på dagen har vist, at de kan slå alle.

- Sensationen, at vi kører os i finalen, er bestemt mulig, vurderer han.

De fire semifinalehold:

TEAM FJELSTED:

Peter Kildemand

Frederik Jakobsen

Anders Thomsen

Patrick Hougaard

Jason Jørgensen eller Christian Thaysen

Sportschef: Morten Svendsen

ESBJERG VIKINGS:

Rune Holta

Tim Sørensen

Rene Bach

Michael Palm Toft

Norbert Koscluch

Holdleder: Ib Pedersen

HOLSTED TIGERS:

Krzystof Buczkowski

Rasmus Jensen

Bjarne Pedersen

Jonas Jeppesen

Martin Steen Hansen

Holdleder: Thomas Baastrup

HOLSTEBRO ELITE:

Kenneth Bjerre

Ulrich Østergaard

Jonas B. Andersen

Kasper Lykke Nielsen

Lasse Pørtner

Holdleder: Erik Villadsen

Semifinalen køres fredag den 15. september kl. 18.30 på Varde Motor Arena (sendes direkte på TV 2 SPORT)

Kontakt os
Luk messenger