FB-fotos9.jpg

GSK Liga lukkede en skuffende sæson ned med hjemmenederlag mod Esbjerg

08-09-2017

Grindsteds holdleder var utilfreds med holdets indsats på hjemmebane i sæsonens sidste hjemmematch, hvor Esbjerg Vikings holdt liv i muligheden for at nå tredjepladsen, som giver hjemmebanefordel i semifinalen.

Det var med stor ærgrelse, speedwayholdet fra GSK Liga torsdag aften lukkede af for sæsonen med nederlag hjemme på Kjærgaard Speedway Arena i Grindsted mod Esbjerg, som vandt 50-36.

- Vi skuffede os selv og vore fans, som havde fortjent en bedre afsked med sæsonen på hjemmebanen, og jeg er irriteret over det, og specielt over indstillingen, siger en kontant GSK-holdleder Morten Peterson efter matchen, som efter meget regn i timerne op til, blev kørt på en blød bane.

- Der var nogle, som ikke ville eller turde køre i dag, og det er skuffende, siger Peterson, og hentyder uden tvivl til Przemyslaw Pawlicki og Nicklas Porsing. Sidstnævnte lavede sølle to point i sine fire heats, mens Pawlicki lavede 16, men også havde syv chancer til det. Polakken havde kun lavet syv point i sine første fire starter, og lignede ikke en, som synes det var sjovt at køre rundt en torsdag aften i Danmark, men så fik han en skideballe i ryttergården, hvorefter han lavede maksimumpoint ni i de næste tre heats.

Esbjerg-holdleder genkender det med, at de udenlandske kørere ikke var til stede.

- Både deres og vores A- og B-kørere ville ikke, og synes, at banen var for farlig, siger Ib Pedersen om sine egne Rune Holta og Oliver Berntzon, som endda ikke kom ud til deres første heats af samme årsag. Esbjerg-lejren roser dog banefolkene.

- De gjorde et godt stykke arbejde, så banen blev bedre efter 3 heats, siger Pedersen, som måtte se Holta og Berntzon nøjes med 4 point hver, så de tre Esbjerg-drenge på holdet totalt stjal showet. Rene Bach, Michael Palm Toft og Kasper Andersen lavede henholdsvis 15, 14 og 15 point, og det anerkendte de også hos Grindsted.

- Kasper Andersen var dagens positive oplevelse. Han tog kampen op med både banen og vores hold, roser GSK-holdleder Morten Peterson modstandernes D-kører. Både han, Bach og Palm Toft anbefalede sig kraftigt til de kommende ugers kontraktforhandlinger, som starter fra på mandag, når næste års kørerkategoriseringer kommer ud. Og det var nok med vilje, for Esbjergs holdleder Ib Pedersen havde op til matchen mindet om, at der snart var nogle, der skulle vise noget før forhandlingerne, og det så ud til at have en effekt.

Mens de to holdledere kunne blive enige om det meste sportslige efter matchen, så var optakten alt andet end præget af venlighed. Så sent som torsdag formiddag, få timer før matchen, havde Esbjerg Vikings nemlig trukket hjemmeholdets Patrick Hansen i fogedretten, som udløber af en klubskiftesag tidligere på sæsonen.

- Vi er rasende over, at Esbjerg Vikings trækker en ung dansk kører i fogedretten få timer før en ligamatch, for at forsøge at forhindre ham i at køre. Han var selvfølgelig mærket af det hele aftenen, og vi synes det er ærgerligt, at Esbjerg trækker den hele vejen derud, siger Morten Peterson om formiddagens møde i fogedretten, hvor Esbjerg forsøgte at få udstedt et kørerforbud mod Patrick Hansen.

- Nu fik de ikke medhold, så speedwaysporten vandt i dette tilfælde, men det sidder i hovedet på en ung knægt, og han var tydeligt mærket af det, og det er ikke måden at talentudvikle på i dansk speedway eller Metal Speedway League, lyder det fra Grindsted-lejren.

 Morten Peterson understreger dog, at det ikke undskylder for præstationen eller nederlaget.

- Overhovedet ikke. Jeg er rent sportsligt skuffet over nogle kørere, som skulle bære det her, og vi kunne ikke være det bekendt overfor publikum, men når det sætter sig hovedet på kørerne, at banen er farlig, så ændrer det sig ikke, selvom banen bliver bedre, siger han.

Med sejren er Esbjerg Vikings teoretisk fortsat i spil til tredjepladsen, som giver hjemmebane i semifinalen.

- Men det kræver, at vi vinder med 18 point i Fjelsted på onsdag, for at få bonuspointet, siger holdleder Ib Pedersen, som forventer at skulle køre semifinalen på udebane.

- Holta og Berntzon underpræsterede i denne match, men jeg er ligeglad, så længe vi vandt. Jeg fik stærke præstationer fra Esbjerg-drengene, som viste, at de er godt skolede, og vi skal bare have fundet en stærk opstilling til semifinalen, hvor vi alle starter på 0 point, siger holdlederen om planen for næste uge, hvor semifinalen køres om fredagen.

Gæsternes Kasper Andersen blev en meget fortjent Dagens Metalfighter.

Resultater fra matchen:

GSK LIGA 36

Przemyslaw Pawlicki 16

Nicklas Porsing 2

David Bellego 12

Patrick Hansen 3

Emil Grøndal 3

Holdleder: Morten Peterson

ESBJERG VIKINGS 50

Rune Holta 4

Rene Bach 15

Oliver Berntzon 4

Michael Palm Toft 14

Kasper Andersen 13

Holdleder: Ib Pedersen         

Kontakt os
Luk messenger