Der er forår i luften, og det betyder ligastart i Metal Speedway League. Efter et år uden ræs er eliteselskaberne godt forberedte og klar til at efterleve de restriktioner, der måtte være omkring tilskuere.
Når Metal Speedway League efter planen skydes i gang den 21. april, er det med fuldt program, og der venter speedway-elskere fire spændende matcher allerede på åbningsdagen, hvor de forsvarende mestre fra Team Fjelsted gæster debutanterne Sønderjylland Elite Speedway, mens der også er brag som Region Varde Elitesport mod Slangerup Speedway, Grindsted Speedway Klub mod ligeledes debuterende Nordjysk Elite Speedway og ikke mindst den historiske duel mellem Holsted Tigers og Esbjerg Vikings. Fire lækkerbiskner for speedwayfans, og bestyrelsesformand for Metal Speedway League, Jørgen Bitsch, håber i den grad, at det bliver muligt at lukke tilskuere ind.
– Vi har set frem til den her dag længe efter sidste sæson, hvor vi på grund af Corona ikke kom på banen, og det betyder, at klubberne har haft god tid til at forberede sig, og nu ved vi alle sammen meget mere om, hvordan vi skal håndtere tingene med afstand, opsporing af tilskuere og alle de ting, som særligt fodboldklubberne har gode erfaringer med. Derfor har vi selvfølgelig et stort ønske om, at vi kan få lov at åbne sæsonen med tilskuere, såfremt det er sundhedsmæssigt forsvarligt, men heldigvis lader det til, at vi som samfund har været gode til at passe på hinanden, og det giver tro på yderligere åbning. Det vil være fantastisk for sporten og ikke mindst de mange fans, der har ventet tålmodigt, siger Jørgen Bitsch, som selvfølgelig også kan se en række økonomiske fordele for de deltagende selskaber.
– Det har stor betydning for alle i ligaen, der ikke har haft synderlige indtægter i et år, og selvom vi allerhelst ville have fyldte arenaer, så vil vi allerede kunne se en ret stor effekt med 500 tilskuere på lægterne. Det ville være en god start, men på grund af de store udendørs arealer, som vi råder over, så er der gode muligheder i forhold til at dele tilskuere op og lukke dem ind ad forskellige indgange. Det kan for eksempel også være et krav, at alle medbringer festivalstole, så vi kun har siddende gæster, og generelt er vi langt med at planlægge de ting. Vi har også dialog med andre sportsgrene, hvor vi kan trække på deres erfaringer, så det kan ske på forsvarligvis, fastslår Jørgen Bitsch, der som så mange andre indenfor professionel idræt afventer den hurtigt arbejdende gruppe, som Regeringen har nedsat.

Foto:
Benny Skou