Metal_Speedway_League_001.png

Slangerup vandt i Varde med Erik Gundersen som overraskende holdleder

05-07-2017

Den 17-dobbelte verdensmester blev i sidste øjeblik hentet ind som ferieafløser på Slangerups hold, og speedwaylegenden kvitterede med en sejr efter et forrygende sidste heat, efter at Region Varde havde ført i hele matchen.

Region Varde Elitesport førte og førte og førte – og til sidst kom Slangerup Speedway Klub op på siden og til sidst også forbi med en overhaling, som var det speedwaylegenden Erik Gundersen i 80’erne på vej mod et af sine 17 verdensmesterskaber, heraf tre individuelle.

Erik Gundersen har prøvet stort set alt på og uden for banen i sin speedwaykarriere, men onsdag aften prøvede han noget nyt, da han debuterede som holdleder i Metal Speedway League. Gundersen var ferieafløser for Slangerup-holdleder Lars Munkedal i den udsatte match. Og Slangerup vandt matchen i Varde med 44-40.

- Det var en kæmpe oplevelse. Jeg synes, at jeg har prøvet meget, men det her var en rigtig god oplevelse, at opleve intensiteten i ryttergården, og at skulle coache de unge kørere frem på en svær udebane, som det kan være på banen i Outrup, siger en begejstret Erik Gundersen, og melder sig parat en anden gang, hvis en klub mangler en vikar. Gundersen havde fået lov af Danmarks Motor Union til at påtage sig opgaven, men det blev en lang, sej kamp for Slangerup, før holdet fik bragt sig i position til at kunne vinde.

Fra 1. til 6. heat var Region Varde Elitesport konstant foran med fire point, før afstanden gik ned på to point, for straks at komme tilbage på fire point. Hjemmeholdet kontrollerede, og lignede et hold på vej til at revanchere nederlaget på 16 point i Slangerup tidligere på sæsonen.

Men så pludselig i heat 10, vandt Slangerups Kenneth Kruse Hansen heatet med Mikkel Michelsen på andenpladsen, og så var der udlignet til 30-30 og lagt op til en tæt afslutning.

De næste tre heats blev der delt, og så skulle det afgøres i det sidste heat 14 ved stillingen 39-39.

Dette heat blev et forrygende speedwayheat med tætte dueller og forrygende ræs, men Slangerup tog fem af de seks point med fra heatet, og to af dem blev scoret af landsholdskøreren Michael Jepsen Jensen, som pludselig var blevet ledig til matchen, da det danske VM-hold tirsdag aften røg ud af VM-kvalifikationen i Sverige, og derfor kunne være en del af det vilde 14. heat onsdag aften.

- Det var et helt vildt heat, og man kunne høre tilskuernes indlevelse, beretter Erik Gundersen, og det samme lyder fra Region Vardes holdleder Steven Andersen:

- Det var fire kørere, der ville vinde. Det var rigtig god speedway, og jeg synes, at vi prøvede, men jeg må tage hatten af for Slangerup, som kørte godt, siger Steven Andersen, som dog ærgrede sig over, at det ikke blev til point.

- Jeg synes, at vi som minimum havde fortjent uafgjort, og vi førte jo det meste af matchen. Men så skete der et eller andet underligt, og det føles lidt fladt. Vi manglede et par point i bunden, men jeg kan ikke udsætte noget på nogle kørere, for  de kæmpede og prøvede, og det er det vigtigste for mig. Der blev investeret i det, og det var en underholdende og god match, som blev afgjort på marginaler, og hvor vi også mødte et hold, som kørte rigtig godt, anerkender Steven Andersen.

Erik Gundersen var begejstret for sit hold på dagen:

- Det var en herlig fornemmelse, at prøve at få det til at svinge med fem mand i ryttergården. Vores bund var god, og de scorede 13 og 3 mod Vardes 5 og 1 point, så det blev udslagsgivende, og det er jo herligt at se, når unge drenge afgør en speedwaymatch, siger Erik Gundersen, og roser arrangementet i Outrup og Metal Speedway League.

- Der var mange mennesker ude, og der er en god atmosfære i Metal Speedway League, hvor holdene driller hinanden, samtidig med, at det er alvor. Det synes jeg er tiltalende, og der var mange mennesker på banen. Og det var flot speedway med mange gode dyster, og der blev skubbet, og der i heat 14 var det utrolig intensivt og vildt, og der blev slåsset, siger Gundersen med de 17 verdensmesterskaber.

Kenneth Kruse Hansen, Slangerup, blev valgt til Dagens Metalfighter.

Dagens resultater:

REGION VARDE ELITESPORT 40

Hans Andersen 13

Rohan Tungate 11

Mads Korneliussen 10

Mikkel B. Andersen 5

Marc Randrup 1

Holdleder: Steven Andersen

SLANGERUP SPEEDWAY KLUB 44

Mikkel Michelsen 9

Kenneth Kruse Hansen 7

Michael Jepsen Jensen 12

Andreas Lyager 13

Kenni Nissen 3

Holdleder: Erik Gundersen (vikar for ferieramt Lars Munkedal)

Kontakt os
Luk messenger